Jeg kan godt sige fra! Men…
Jeg er middelsvær af bygning, med relativ brede skuldre og mand. Mit temperament løber meget sjældent af med mig, men når jeg en sjælden gang bliver nødt til at sige fra, og ender med at blive rigtig vred (Jeg tror det kan tælles på en hånd hvor mange gange det er sket i de seneste 4-5 år).
Så sker der det at min stemme bliver noget dybere end den er lige nu, og jeg fremstår nok ikke som verdens mest behagelige menneske at være i nærheden af. Det, sammen med min fremtoning, tror jeg stopper de få konfrontationer der ender med at komme fra at blive rigtig voldsomme.
Lige nu trender hashtagget #dajegsagdefra, lidt her og meget på twitter. Der fortæller om kvinder og pigers oplevelser når de har sagt fra, både privat men også i offentlige sammenhæng, til en fest f.eks.
Det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse, men jeg synes nu alligevel du skal gøre det, for det sætter lige tingene i perspektiv. Det er et fåtal der gør sådan noget, ja, men desværre har de der gør det ikke et skilt i panden, derfor bliver konsekvensen at man er påpasselig overfor alle mænd.
For hvad nu hvis det var lige netop ham her, der var den ene af de få der gik for langt og ikke forstod et nej. Jeg synes det er forfærdeligt at nogle mennesker, særligt kvinder, oplever det her, jeg forstår heller ikke hvorfor nogle mennesker ikke forstår et nej, og slet ikke hvorfor nogen har behov for at gå til angreb på dem der siger fra. Men det er nu desværre også sådan virkeligheden ser ud en gang i mellem.
Jeg har ikke den færdige løsning på hvordan vi kommer i mål med den her problemstilling. Et skridt i den rigtige retning er vel at sige højt at det ikke er i orden, så det prøver jeg på. Og skulle man se den slags adfærd ude i verden, så hjælp med at sige fra.Hvad skal vi ellers gøre?
