Jeg holder påskeferie, og forsøger egentlig at være ret stille. MEN at DI foreslår at lave SU’en på kandidaten om til et lån på de videregående uddannelser har alligevel ramt mig.
Jeg har en kandidatgrad, og jeg sluttede ovenikøbet af med ret høje karakterer.
Jeg var den første i min familie der fik en, dermed skriver jeg mig ind i statistikken sammen med ca 3/4 af andre nyuddannede akademikere, som førstegangs akademiker.
Min morfar, der var bager, spurgte med stolthed i stemmen ofte “Hvad mener videnskaben om det” (Det var mig).
Som barn af en invalidepensionist og enlig mor, var det det bestemt ikke skrevet i kortene at jeg skulle have noget uddannelse, og rejsen dertil havde også nogle spjæt i mange andre retninger.
En ting er helt sikkert, hvis jeg ikke havde haft mulighed for at få SU under min kandidatuddannelse, så havde jeg aldrig fået den, eller alene overvejet muligheden for det.
Jeg arbejde weekendnætter som bartender, gjorde rent, samt supplerede med timer som undervisningsassistent på universitetet, kørte så vidt muligt på cykel, som jeg selv repeterede, alt sammen for at få enderne til at mødes, så jeg IKKE behøvede at tage SU lånet.
Når DI fortæller at den eneste måde at financiere uddannelse på er ved at lave SU’en på videreuddannelse om til et lån, fortæller de mig at jeg ikke skal tage en uddannelse alene fordi min økonomi ikke er til det, det er ikke det samfund jeg vil være med til at skabe.
Som
Camilla Gregersen
meget rigtig siger:“Dansk Erhverv bør finde anden finansiering end SU-forringelse. For jeg tror, de mener rapportens side 13: ”Danmark går glip af talenter, når ufaglærtes talentfulde børn har det markant vanskeligere i uddannelsessystemet end akademikernes talentfulde børn.””
